Hvorfor er nogle omgivelser forbundet med oplevelsen af nydelse? Hvad skal der til for at gøre byrummet mere inkluderende og imødekommende overfor et bredere spektrum af kropslige variationer?
Med pilotprojektet og kortfilmen, PLACES and SMALL PLEASURES, sætter vi fokus på nydelse som et almenmenneskeligt aspekt, der for bestemte kroppe er sammenvævet med tidens kollektive syn på ’det normale’ og forestillingen om dets modstykke – det unormale.
Kortfilmen introducerer fire personer og udforsker deres unikke samhørighed med bestemte omgivelser. Filmen undersøger, på hvilke måder bymiljøet, arkitekturen og omgivelserne er forbundet med følelsen af nydelse og velvære. Samtidig udforsker filmen mulighedsrummet for at skabe byrum, der i sit udgangspunkt er tiltænkt en bredere skare af forskellige kroppe med funktioner, der varierer gennem livet. Filmen indbyder med andre ord til alternative tænkemåder og forestillinger om handicap og normalitet.
Ideen om en inkluderende arkitektur er ikke ny, men den har i kraft af konceptet om Universelt Design vundet indpas. Universelt Design er et grundlæggende udgangspunkt til at skabe omgivelser og fysiske miljøer, der er tilgængelige for alle kropslige funktionsmåder, udtryk og væremåder.
Universelt Design er i fremgang i mange forskellige sammenhænge, når vores fremtidige byrum og rekreative områder planlægges og skabes.
Projektet er støttet af KADK, Bevica Fonden og Helene Elsass Prisen
Er I interesserede i at høre mere om inkluderende steder og miljøer, så står vi klar med råd og vejledning.