Samarbejde er nøglen til succes – i hvert fald når man har et handicap. For så er man ikke verdensmester til alt (som alle andre).
Vi mener, at man når længst ved at hjælpes ad. Stifter, cand.comm. og iværksætter Jacob Nossell har mere end 18 års erfaring som journalist, projektleder, populær foredragsholder og handicapkonsulent.
I konsulenthuset Nossell & Co. har vi desuden et stort netværk af fagligheder, der tæller webudviklere, VJ’s, fotografer, digitale konceptudviklere, kunstnere og rådgivere inden for kommunikation, PR og politik.
Sammen er vi verdensmestre i at bygge broer mellem mennesker – med og uden handicap.
Founder og ejer af Nossell & Co., Jacob Nossell, er modtager af bl.a. Vanførefondens Opmuntringspris (2014), CP Danmarks Spastikerpris (2010) og Helene Elsass Prisen (2023)
Mit navn er Martin, og jeg arbejder med formidling via sociale medier og ekstern kommunikation i øvrigt.
Jeg er uddannet kandidat i kommunikation og arbejdslivsstudier fra Roskilde Universitet (cand.comm.), hvorfra jeg har erfaring med formidling og samskabende arbejdsprocesser. At leve med et fysisk og kommunikativt handicap kan være en udfordring i et samfund, hvor vi gerne spejler os i hinandens fysiske fremtoning og talegaver.
Jeg er født med cerebral parese og et talehandicap og mærker dagligt de usikkerheder og misforståelser, der følger af at have en “normbrydende” krop. Det ligger mig derfor meget på sinde at søge at inddrage nogle af de samfundsstemmer og livserfaringer, som typisk går under radaren i en pulserende og hektisk verden.
Mine interesser spænder vidt, fra skønlitteratur over sociologi (og særligt handicapforskning) til filmhistorie, men mit primære fokus ligger på at skabe forståelse og åbenhed på tværs af de skel og kløfter, vi oplever i det sociale menageri, vi lever i.
Mit navn er Anne Sofie Simonsen. Jeg er ny praktikant hos Nossell & Co. som en del af et nyt samarbejde mellem Nossell & Co. og Unge Hjerner.
I løbet af samarbejdet vil jeg hjælpe med at administrere Unge Hjerners forum og hjemmeside, hjælpe nye medlemmer med at tilmelde sig Unge Hjerners forum og generelt fungere som en kommunikationsmedarbejder mellem Nossell & Co. og Unge Hjerner.
Unge Hjerner har haft stor betydning for mig personligt, da jeg har fundet et fællesskab, som accepterer mig, som jeg er, og ikke kun ser min hjerneskade – og det er guld værd, når man er ung med en hjerneskade.
Derudover har det også gjort, at jeg igennem mit arbejde på Unge Hjerners hjemmeside og forum fik mulighed for at arbejde sammen med de dygtige mennesker her i Nossell & Co.
Jeg ser frem til at lære endnu mere fra mine kollegaer og chef gennem dette samarbejde.
Mit navn er Christoffer Fehsenfeld. Som praktikant hjælper jeg til med de forskellige projekter, der arbejdes på i Nossell & Co.
Jeg har en bachelor i uddannelsesvidenskab. Det seneste års tid har jeg arbejdet som underviser på Ergoterapeutuddannelsen på VIA i Aarhus.
Derudover har jeg i efterhånden mange år på forskellige måder beskæftiget mig med forholdet mellem personer med handicap og samfundet. Jeg har også holdt oplæg om børn med handicap på universiteterne i Aarhus og Lillehammer, skrevet bidrag til en bogudgivelse, deltaget i podcasts og artikelskrivning samt været paneldeltager i offentlige debatarrangementer.
I Nossell & Co. bruger jeg den viden, jeg har erhvervet mig gennem min uddannelse og tidligere arbejde til at bidrage til projekterne og udvikle mine kompetencer yderligere.
Mit navn er Thomas Corneliussen og jeg har arbejdet med kunst, formidling og transformative oplevelser i over 30 år. Siden 2012 har jeg arbejdet sammen med Jacob Nossell i mange forskellige sammenhænge.
Jacob og jeg har fx. udviklet teater- og forskningsprojektet Human Afvikling, som spillede på Det Kongelige Teater i både 2014 og 20216.
Human Afvikling blev startskuddet til produktions-organisationen Stages of Science, hvor jeg som kunstnerisk leder har været med til at realisere en række store forsknings- og formidlingsprojekter, om befolkningens forståelser og fordomme omkring fx. fysisk handicap, mental sygdom, kunstig intelligens, læring og trivsel.
Min uddannelsesmæssige baggrund er 3 års studier på Institut for Dramaturgi på Aarhus Universitet, 4 års skuespilleruddannelse på Statens Teaterskole (Den Danske Scenekunstskole), efteruddannelse som scenekunstinstruktør og en diplomuddannelse i ledelse inden for kunst og kultur.
Hen over sommeren 2025 vil jeg være tilknyttet Nossell & Co på en række forskellige projekter.
Mit navn er Jacob Nossell. Siden 2005 har jeg beskæftiget mig med formidlingen af livet med handicap – både nationalt og internationalt.
Mange vil nok kende mig for min filmdebut i dokumentarfilmen Det Røde Kapel om Nordkorea fra 2006, hvor jeg deltog sammen med journalisten Mads Brügger og komikeren Simon Jul.
Sideløbende har jeg holdt talrige foredrag for bl.a. Det Centrale Handicapråd, Socialstyrelsen, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Københavns Kommune m.v. Foredragene kredser om livet med handicap, kultur, mangfoldighed og kommunikation.
Til daglig arbejder jeg som handicapkonsulent, kommunikatør og projektleder i Nossell & Co., hvor jeg rådgiver virksomheder, organisationer og NGO’er omkring forskellige handicapspørgsmål (især “lived experience”).
Jeg har mere end 18 års erfaring inden for kommunikation og handicap.